LEGOLAND® tester nyt digitalt pantsystem i efterårsferien – skal erstatte engangskopper
I efterårsferien tester gæsterne på spisesteder Captain Rogers i LEGOLAND et digitalt pantsystem, som kan have stor betydning for mængden af engangskopper på spisestederne i LEGOLAND® fremover.
Jan Weber fra Cirqle og Jes Dahlmann fra LEGOLAND® foran Captain Rodgers, hvor pantsystemet testes.
Når sulten melder sin ankomst omkring middagstid i LEGOLAND® bliver det lidt dyrere for gæsterne at købe en menu på spisestedet Captain Rogers i efterårsferien. De skal nemlig betale 20 kr. ekstra pr. menu, som de får tilbage på deres betalingskort, når de afleverer deres kop i pantmaskinen.
- Vi tester et nyt system, som meget vel kan ende med at blive det, vi kommer til at bruge i hele parken fremover, hvis det går godt med testen. Vi kan spare rigtig meget engangsemballage ved at udskifte kopperne med genanvendelige kopper, og det virker allerede til, at gæsterne tager rigtig godt imod systemet, forklarer Jes Dahlmann, der er indkøbschef i F&B i LEGOLAND.
Chip i koppen gør det nemt at returnere
Systemet LEGOLAND® tester i efterårsferien bliver leveret af Cirqle, og Jan Weber, der er CEO og stifter af virksomheden, er selv i LEGOLAND for at hjælpe med at teste systemet.
- Det smarte ved vores løsning er, at der er en chip i hver kop, så vi kan spore den enkelte kop fra salg til aflevering, vask og genbrug i LEGOLAND. Dermed kan vi også se, hvor mange gange koppen bliver brugt, og hvor mange der forsvinder, så vi kan udregne CO2-besparelsen på projektet ret præcist. Derudover gør chippen det meget enkelt at returnere kopperne, da man blot kan lægge en hel stak ind i maskinen og sætte sit kort på læseren, og så får man pengene retur på sit kort, forklarer Jan Weber, CEO i Cirqle.
Hvis gæsterne ikke har et betalingskort med, så kan de få pengene tilbage ved at henvende sig i Captain Rogers, men på de første testdage har det ikke været et stort problem.
- Det er gået overraskende godt. Vi har mange udenlandske gæster i LEGOLAND – også i efterårsferien, så systemet skal kunne håndtere mange forskellige kort, og det virker til at gå rigtig fint, og gæsterne er meget positivt indstillede, når det kommer til bæredygtige tiltag generelt i LEGOLAND, forklarer Jes Dahlmann.
I forbindelse med testen foretager Cirqle også brugerundersøgelser, som skal være med til at afdække eventuelle udfordringer, inden systemet eventuelt skal udrulles i hele LEGOLAND.