overraekkelsetivoli

Tivoli tildelt grøn certificering

I forbindelse med lanceringen af Green Attraction er Tivoli blevet tildelt certificeringen. Tivoli er glade for anerkendelsen og certificeringen og er bevidst om, at der fortsat er plads til forbedring og udvikling.

Brancheorganisationen HORESTA, Foreningen af Forlystelser i Danmark mfl. er gået sammen om at etablere en certificering under navnet Green Attraction med omfattende miljøkrav målrettet oplevelsesindustrien. Tivoli er den første forlystelsespark, som er blevet tildelt mærket.

Tivolis direktør Susanne Mørch Koch siger:

”Vi er glade for og også lidt stolte over, at andre har fået øje på vores indsats. Tivoli er slet ikke i mål endnu, men vi tager nogle solide skridt fremad i disse år. Den grønne omstilling er et fælles ansvar, og vi er som individer, virksomheder og samfund nødt til at bidrage. Det ansvar gælder selvfølgelig også for os i Tivoli.”

Oplevelsesindustrien har i flere år efterspurgt fælles miljøstandarder, der kan arbejdes henimod. I den nyligt lancerede turismestrategi for Danmark understreges vigtigheden af bl.a. udbredelsen af miljøcertificeringer i oplevelsesindustrien samt CO2 reduktionsindsatser. I følge Green Attraction lever Tivoli op til kriterierne i ordningen, som den første forlystelsespark i Danmark. 

Stor anerkendelse fra Jury

Juryen anerkender Tivolis miljøarbejde gennem flere år. I begrundelsen for at Tivoli tildeles Green Attraction, skriver sekretariatets jury:

”Juryen vil især fremhæve Tivolis eget CO2-værktøj som kun få virksomheder har, Tivolis mangeårige arbejde med miljø, bæredygtighed og løbende ønske og indsats for forbedringer”. Forlystelseshavens kommende tiltag med at forbedre måling af energiforbruget rundt i haven, brug af vedvarende energi og grøn strøm, samt indsatsen for at fremme biodiversitet via beplantning omtales også i begrundelsen.”

På billedet er Green Attraction diplom overrakt til Tivolis bæredygtighedsspecialist Dida Marie Hartvig Jørgensen
af Kristian Nørgaard, der er politisk direktør i HORESTA.